mandag den 30. oktober 2017

Forsinket optagning

Båden skulle egentlig have været oppe på land allerede nu, men stormen Ingolf kom forbi med højvande og meget blæst.
Så er det ikke muligt for havnefogeden at tage både op, så nu er der ekstra pres på de sidste 14 dage, så alle kan nå det.
Jeg har tid på lørdag - så håber jeg alt går vel denne gang.



mandag den 9. oktober 2017

Sæsonafslutning med sejlads og fest

Lørdag var så den allersidste sejldag i denne sæson. Der var lagt i ovnen til en hyggelig dag på vandet efterfulgt af en stor fest i Marbæks klubhus.
Vejret var godt til den første af to sejladser: god, frisk vind samt tørvejr. Vi havde respeedstart, så de 9 både startede forskudt og (burde) komme samlet i mål. Vi havde derfor alle de mindre både foran os og alle de større både bag os. Det giver et godt kapløb. Vi sejlede rigtig fint og blev nr. 3 ud af 9 både - overhalede et par stykker, men blev ikke selv indhentet. Gaster: Christian og Kurt.
Anden sejlads blev en stille, men særdeles våd affære. Det regnede fra start til slut, og der var kun svag vind. Vi havde sat Kurt af forinden, så kun Christian og skipper sejlede i den svage vind. Dér måtte vi nøjes med 6. pladsen.
Til højre ses slutstillingen over årets sejladser: vi får en tredieplads, og det er vi godt tilfredse med.
Om aftenen holdt vi et brag af en fest. Stort fremmøde og høj stemning med supergod mad, musik og dans. Det kunne ikke være bedre. Og så var der skam pokaler til de tre øverste på skamlen 🙌
Nu skal båden bare tømmes helt, rigges af og sættes på land, så må vinteren gerne komme.
Nå jo...jeg har en bestilling i gang på en ny sprayhood og telt fra Sverige. De kommer snart og tager mål, og leverer i løbet af vinteren. Mere om det senere - det bliver spændende.

onsdag den 4. oktober 2017

14. og sidste onsdagssejlads

Der var ventet meget kraftig vind, men det blev heldigvis ikke så voldsomt - faktisk var det perfekt sejlervejr: 5-7 m/sek og op til 10-11 i stødende.
Så det var lidt ærgerligt, at kun 6 både deltog i denne sidste onsdagssejlads.
Vi var det faste team om bord: Per, Christian, Kurt og skipper, og alt fungerede rigtig godt. Vi sejlede fint og fulgte godt med de forreste, men nede på en fjerdeplads. Men vi fik kæmpet os op på 3.-pladsen og den holdt vi i mål.
Først i mål kom Canicha (endte på 5.-pladsen), nr. 2 blev Monique (endte på 6.-pladsen), vi som nr. 3 (endte også 3'er), Dragen blev nr. 4 (endte som 4'er). Vi 4 både lå rimelig tæt.
Et stykke efter kom Olivia på 5.-pladsen (endte som 2'er) og sidst kom Bacchus, som endte som vinder. Så der blev byttet godt rundt på placeringerne.
Samlet over hele sæsonen bliver vi nr. 3, det kan vi i hvert fald godt være tilfredse med. Samlet nr. 1 bliver Monique og nr. 2 bliver Dragen.
Det har været en meget hyggelig sæson med disse sejladser. Det fortsætter selvfølgelig til næste år, og måske er der plads til lidt flere både.
Nu er der kun afslutningen på lørdag tilbage, så er den sæson slut.

søndag den 1. oktober 2017

Elleore Rundt: en vild sejlads

Det var lige på kanten til, at det ikke var forsvarligt at sejle ud. Flere både kom ikke ud til start og nogle valgte at stoppe undervejs, og nogle udgik med havari med ødelagte sejl. Men vi - Finn og skipper - var opsatte på at gennemføre. Og vi undgik heldigvis uheld eller lignende.
Der var tilmeldt knap 40 både, og jeg vil tro, at omkring 25 både gennemførte. Sejladsen er på ca. 18-20 sømil.
Der blæste en stærk vind fra sydøst, med vindstød oppe i 15-16 m/sek, så vi havde storsejlet sat i 1. reb fra starten af, og kun et halvt forsejl. Vi fik en god start og lå med fremme. Der skulle overhales en masse både fra den første start af de mindre både, men det er jo med til at holde feltet mere samlet. Nede mod Roskildebredningen valgte vi at sætte storen i 2. reb, for der ventede en hård og våd tur i bidevind neden om Elleore. Men det gik nu fint og på hjemvejen havde vi en fin agten for tværs, som sendte os afsted med 8-9 knob det meste hjemturen.
Vi kom i mål som 5. båd - ganske fint resultat, men placeringen på præmietiden kender jeg endnu ikke.
Til sidst skulle vi bare have båden i havn, det voldte nu også nogle kvaler - fnis Finn - og så var der aftenhygge og fest i Marbæks nye klubhus. En rigtig fed sejldag.