onsdag den 27. maj 2015

4. skyllebakkehavnsejlads

Jo, så fik vi mere skub i båden i aftenens sejlads.
Der blæste en stærk vind på tværs af banen, så der var fuld fart på bådene.
Vi vendte ved midtermærket som 3. båd, men endte som 2. båd over målstregen.....men måtte nøjes med en 4.-plads på præmietiden. Hæderligt.
Gaster i aften: Per, Finn og Nils.

mandag den 25. maj 2015

Pinsetur 2015

Dragen og Spice of Life og de 4 rødder skulle på pinsetur og gøre Holbæk usikker.
Vejret var ikke specielt varmt, men der blæste en god og frisk vind til at sejle på. Hurtigt op til Frederiksværk og spise en god fiskefrokost, og så videre mod Holbæk. Det blev en skøn sejlads, hvor vi gik 7+ knob meget af tiden. Det var skønt at mærke, hvordan båden artede sig med frisk vind. Den gør det rigtig godt, bevægelserne er rolige og den krænger behersket. Kongesejlads!
Vi fandt en lidt utraditionel plads i den gamle havn i Holbæk, med kun den halve side mod kajen, men det var lige i smørhullet i havnen. Konen tilsluttede sig selskabet og vi fik også besøg af Nils' familie. Efter en solid grillmiddag skulle vi gøre byen usikker på Soho, et herligt sted på havnen med levende musik og god stemning til den lyse morgen.
Nå, men lad os bare sige, at vi behøvede en rolig hjemtur for motor på fladt vand. Vi lagde ind i Lynæs og spiste en sen frokost og landede om aftenen hjemme i Frederikssund.
En skøn weekendtur!

torsdag den 21. maj 2015

3. skyllebakkehavnsejlads

Den 2. sejlads sidste onsdag forsvandt i den stærke vind. Vi valgte at blive i havn, og det gjorde flere andre også - derfor var der kun 3  deltagere i den sejlads.
Til gengæld var der 8 både med i går. Det var en skøn mild aften, med en jævn vind, hvor vi sjovt nok havde den foran for tværs på både op- og nedturen.
Nå, vi skal jo afsløre det: vi fik en 8.-plads. Vi skal jo lige lære og trimme ordentligt, så vi kan få lidt fart i båden. Det kommer nok. Gaster: Christian og Per

fredag den 15. maj 2015

En hyggetur til Roskilde

Roskilde er et oplagt sted til en hyggelig tur. Konen og jeg tog derned for at spise lidt frokost og så bare hjem igen. På udturen var der ingen vind og på hjemturen var vinden lige imod, så det blev en motortur. Men vejret var skønt - så nu ligner jeg en kogt reje i ansigtet :-)

torsdag den 7. maj 2015

Dåb og sejlads

Så er Spice of Life II blevet døbt efter alle kunstens regler. Først afdøbning, som foregik efter Vigors Interkategoriske Afdøbningsceremoni, og derefter en ligeså hellig dåb og navngivning, foretaget af Marianne. Så er der ikke noget der kan gå galt, når man har gudernes beskyttelse.











Og så er første Skyllebakkehavnsejlads løbet af stabelen - og det var ingen succes, da der overhovedet ingen vind var tilstede. Efter 1½ time lå vi såmænd udenfor vores egen havn, ikke en gang 1 sømil fra start. Det kan kun blive bedre.