torsdag den 29. september 2011

En flot afslutning

Vi fik en rigtig flot afslutning på onsdagssejladserne - en 5.-plads ud af 10 både. Vejret var helt fantastisk med 20 graders varme, og vinden var jævn fra vest, så vi sejlede mest på en halvvind/foran for tværs, og dér sejler båden allerbedst. Vi, Nils D. og skipper, kunne ikke gøre noget ved de 4 store både foran os, men de både vi normalt ligger i hård fight med, dem holdt vi fint bag os.
Så er der kun lørdagens program med 2 sejladser og festlig komsammen tilbage til at afslutte sæsonen. Derefter rigges båden af - snøft. Mere om det senere.

fredag den 23. september 2011

Næstsidste Skyllebakkehavnsejlads

Vi blev ikke sidst - det var næsten det bedste ved denne onsdagssejlads. Det gik så som så - vi fik en sløj start, skøderne gik i bekneb, men vi holdt dog god fart i båden. Men så er der plads til forbedringer. Andre havde også deres bøvl, så de fik sidstepladsen. Mandskabet bestod af Jørgen og skipper. Næste onsdag er sidste onsdagssejlads.

fredag den 16. september 2011

Skyllebakkehavnsejlads ....nedtælling

Det var en særdeles blæsende aften i onsdags - op til 14 m/s, så vi, Per og skipper, måtte kæmpe hårdt for at komme helskindet ind og ud fra broen. Men det gik.
Selve sejladsen var en fornøjelse, selvom vi kun kunne hive en 7. og sidsteplads hjem. Dertil sejler båden ikke hurtigt nok mod de andre i den stærke vind - og vi er jo nødt til at rebe storsejlet. Men løbet var tæt - de tre sidste både kom hjem indenfor samme halve minut. De store både nyder blæsten og drøner bare derudaf.
Der er nu kun 2 onsdagssejladser tilbage....!